Metaldørene åbner; vi træder ud af elevatoren. “Kom Line,” siger morbror. Jeg ser op og tager hans hånd. Lyset skærer mine øjne, så de kniber sammen. Ad – tænker jeg; en skarp lugt rammer mig, som næsten får cornflakesene til at presse sig fra maven og op gennem halsen.
“Det er lige her henne,” siger tante. På gangen farer kittelklædte skikkelser forbi os, mens tynde mennesker holder om en slags stang med hjul i bunden. På toppen af stangen hænger nogle poser; de dingler, når menneskerne bevæger sig. Pludselig ser jeg, at tante standser ved en dør. Hun åbner den langsomt, stikker hovedet ind gennem sprækken. “Vi må godt gå derind,” siger hun til mig.
På den anden side af døren slipper morbror min hånd og skubber mig igennem den tætte menneskemængde. Jeg kender de fleste, ser jeg. De holder om hinanden med tårer løbende ned langs kinderne. I midten af rummet står en seng. Jeg nærmer mig den langsomt. Der ligger mor med lukkede øjne og bevæger sig ikke det mindste. Hendes hud er blegere end den plejer, og på kroppen bærer hun den hvide brudekjole, hun blev gift med far i. Moster går hen og lægger en blomsterkrans om det skallede hovede og spørger mig: ”Vil du holde hende i hånden og sige farvel?” Jeg ryster tvivlende på hovedet og ser på far, der sidder ved mors side. Han holder hendes hånd med et ansigt, der er rødt og sammenpresset.
”Line?” siger søster og kommer hen til mig. Hvor er bror? – tænker jeg og kigger rundt. Han gemmer sig i hjørnet, kigger med våde øjne ud af vinduet. Jeg ser ned. Søster knæler og krammer mig, så min skulder bliver våd fra hendes tårer.
***
”Line?”
”Ja, mor?”
”Vil du ae Sorteper, så du kan sige farvel?”
Jeg ryster på hovedet. Den sorte, pelsklædte krop ligger livløs foran mig på det kolde bord. Mor lægger armene om mig.
”Det er for det bedste. Han var alt for syg.”
”Hvad fejlede han?” spørger jeg.
”Han havde desværre en sygdom, der hedder kræft.”
***
”Det er okay, hvis du ikke har lyst til at holde mor i hånden,” siger søster og tørrer de røde øjne med sit ærme. Rummet føles ubehageligt. Som bliver jeg mast og klemt af de mange mennesker. Så rejser søster sig op, far rækker armen ud og hiver mig ind i sin favn. ”Line, du skal tage med tante tilbage til mormor,” siger han og snøfter, “der er resten af familien.” Jeg nikker tavst. Tante tager kærligt min hånd og trækker mig ud af fars varme arme. Morbror bliver der, ser jeg. Folk viger til siden og laver en usynlig sti mellem dem. Den hvide dør åbner, lyset blænder mig. Tante og jeg går hånd i hånd ned gennem gangen.
Mor er væk. Hun lå foran mig derinde, selvom jeg ikke følte det. Hvor hun er, ved jeg ikke. Måske går hun med os nu; hvor gangen for hende er den der tunnel. Jeg åbner min knyttede hånd en smule. Den sitrer. Jeg følger dig derhen – tænker jeg til mor og mærker hendes hånd tage min. Jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hun er der. Hils morfar og vores kat Sorteper. Hun hører mig; det er bare sådan noget, jeg ved.
”Farvel,” hvisker jeg og slipper mors hånd, lige inden tante og jeg drejer. Mor træder ind i et gult lys og forsvinder. Min mave gør ondt – jeg føler mig alene nu.
Tante trykker på en rød knap, der lyser grøn efter. Vi træder ind i elevatoren; metaldørene lukker.
hylkesskriveblog.wordpress.com 