Inspireret af musikstykket ‘The Mockingjay’ af James Newton Howard: “Krig”

I luften hvirvlede støvpartikler som en skyggende hinde, der kradsede i hals og øjne. Det eneste jeg kunne skimte var mennesketomme gader, som var fyldt med fliser og jordslåede mursten. De sidste skrig var forsvundet og erstattet med en stilhed. Som mine fødder tog fart, forvildede det støvede underlag sig stikkende op under og mellem tæerne. Mærkeligt – tænkte jeg og så ned. Mine sko var gået fra tillukkede til sandallignende, og mit smudsede tøj bar huller på størrelse med knyttede næver. Så opstod en lyd over mig. Den var metallisk og skar i ørerne. Buldrende eksplosioner omringede mig igen. Jeg sprintede op ad et bjerg murbrokker. På vej ned så jeg et par små, nøgne fødder stikke ud mellem de røde sten. Tæerne vrikkede i et par sekunder. Jeg standsede brat op og faldt på knæ, løftede sten efter sten væk. Jorden skælvede under mig, som nye bomber fór ned fra himlen. Under de mange sten kom små fingre til syne. Så arme, et hoved og en overkrop. Det var en lille dreng. Han var ikke mere end fem år gammel.  Er han død? Jeg lagde to fingre under hans kæbe. Pulsen bankede svagt. Jeg strøg henover drengens pjuskede hår. “Vågn op,” hviskede jeg. “Vågn nu op, lille ven!” Ingen reaktion. Jeg lagde øret mod den lille mund; åndedrættet var lavt og hæst.