En rejse gennem ord.

Kære alle.

Bloggen har fået en lille makeover. Jeg ønsker nemlig, at den reflekterer stemningen, som jeg prøver at ramme gennem mine skriverier – uden det distraherer og tager for meget opmærksomhed. Og eftersom jeg har en forkærlighed for naturen og især træer, så tænkte jeg, at det var perfekt at implementere dem på en enkel måde. Jeg håber, det er lykkedes mig at ramme det nogenlunde. Nedenunder kan I se mit nye logo. I princippet kunne jeg sagtens lade være med at fortælle jer om alt dette; men jeg ønsker blandt andet, at I får lov til at komme med ind bagved og følger min proces både gennem skrivningen, men også gennem bloggen. Så det vil blive en rejse gennem ord, som jeg vil tage jer med ud på; og derfor tilføjede jeg de ord til Hylkes skriveblog.

Det var det for nu; I må have en dejlig dag.

Kærlig hilsen

lysegra-ring-logo

Reklamer

Giv aldrig op!

 

Hvis du skriver, så ved du sikkert også godt, at nogle gange er det en fornøjelse at skrive, hvorimod andre gange er det en direkte magtkamp mellem dig og teksten. Jeg har indtil videre erfaret, at det er helt naturligt og ikke noget, som du skal lade dig skræmme af. Tvært i mod. De gange, hvor jeg har kæmpet mest med redigeringen af en tekst eller selve handlingen (både i skolen og gennem min romanskrivning), har været der, hvor jeg har fået lavet det bedste håndværk i sidste ende. For når du oplever en udfordring og kæmper igennem den på den ene eller anden måde, så er det ofte, at vi er vokset med opgaven. Og det lægger jeg mærke til, idet jeg har overvundet problemet eller lidt tid efter, hvor jeg kan læse mine tekster med friske øjne. Vi bliver nemlig tvunget ud af vores tryghedszone, og når det sker, skal vi tvinge os selv til at tænke mere kreativt eller til at finde ud af, hvorfor noget ikke fungerer. Og når vi finder ud af det, så har vi allerede lært noget til næste gang, vi støder ind i samme problematik. Selvfølgelig er det også fantastisk, når vi er i skriveflow, hvor alt bare kommer til os. Hvor teksten skriver sig selv, og der ikke engang er brug for den store redigering bagefter. Den rus er fordi, der ligesom sker noget; du rykker dig fremad! Men hvis det var sådan altid, var det jo for nemt, og vi ville sjældent føle, at vi havde brug for at tænke anderledens eller lære noget nyt om os selv og det at skrive. Men du vil opleve selv samme rus, når noget er lykkedes for dig, som du har kæmpet mod – medmindre du er som jeg, der bare kører videre og burde blive bedre til at klappe dig selv på skulderen og tænke; du er sgu meget god!

Men når du sidder der og føler, at du kæmper dig igennem hver evig eneste sætning med et ord ad gangen; så kan det virke noget håbløst og som om, du aldrig kommer nogen vegne. Og det er ofte det, vi ikke kan lide. At være i stillestand. Jeg har oplevet, at når man møder den “modstand” efterfulgt af tanker som:

“Jeg giver op!”

“Måske er jeg ikke god nok?”

“Hvad filan skal jeg skrive?!”

– så har du fire muligheder at vælge imellem.

  1. Giv dig selv lov til at få en pause eller direkte stop skrivningen for den dag. Evt. vend tilbage, når du lige har fået et pusterum; også selvom der er gået mange timer. Denne rammer jeg ofte ind i, da jeg bruger min mentale energi så meget, når jeg skriver eller redigerer, at jeg simpelthen bliver overstimuleret og derfor føler mig så træt og fyldt op, at jeg ligefrem får kvalme. De dage giver jeg mig selv lov til at lave noget andet – og ofte får jeg endda svaret på mine problemer, når jeg laver mad eller går tur med hunden.
  2. Spring det stykke over, som du har problemer med og fortsæt – eller hvis du ikke kan finde på, hvad der skal ske med handlingen, så rediger på de tidligere kapitler.
  3.  Find din indre stædighed frem og nægt at give op nu. Denne mulighed behøver ikke nødvendigvis at betyde, at du skal tvinge dig selv til at sidde foran skærmen; det kan lige så vel betyde, at du gør noget ved det, som du har problmer med. I dette tilfælde kræver det, at du lige prøver at se det hele ude fra og finder ud af, hvad problemet er, siden du er gået i stå.
  4. Stop op og mærk efter. Hvad fortæller intuitionen? Vi kender ofte godt svaret på vores problemer og spørgsmål; det er mere det at lytte, som er vores problem. Så øv dig i at stoppe op og lyt til din indre stemme, din intuition, de højere magter; hvad end du vælger at kalde det.

Det kan du gøre, hvis du vælger punkt 3.

  • Hvis dit problem er det skrivetekniske; så læs nogle bøger om det at skrive (der er mange, der kan lånes på biblioteket), søg på youtube og find nogle videoer fra forfattere, og google dig frem til gode råd m.m. Så sker der noget, da du har taget et aktivt valg om, at der er noget, du gerne vil vide eller blive bedre til. Og allerede dér vil du senere opleve, at du faktisk har rykket dig blot ved, at du handler og ikke kaster håndklædet i ringen. Og husk at øve dig i at få inkorporeret de gode råd, som du føler, du kan bruge til lige din tekst. Nu tænker tænker du nok: “Ja, selvfølgelig skal jeg det”, men ofte har vi mennesker det med at ville noget og så ikke at få det gjort. Så øv dig i rent faktisk at bruge de gode tips.
  • Hvis du har problemer med handlingen, karakterne eller lignende dvs. det indholdsmæssige; så gå en tur, lyt til musik, tjek Pinterest og Instagram ud med billeder og gode citater – ja evt. læs nogle bøger og se et par film, som måske kan give dig en god idé! Jeg gør selv alle disse ting relativt ofte, fordi jeg er en håbløs perfektionist og en nysgerrigt rad, der altid søger ny inspiration. Du er velkommen til at tjekke min pinterest ud, så du kan se, hvad jeg finder interessant: https://dk.pinterest.com/linehylke/.

Det var det for i dag. Men husk aldrig at give op! Hvis du vil være forfatter, så kræver det hårdt arbejde; men i sidste ende vil du blive glad for alt det, du har opnået og lært gennem processen. Jeg prøver selv at huske det, når jeg læser min roman og tænker, at den er dårlig og burde destrueres. Ja, jeg får også disse tanker (lidt for ofte). Husk hvad Richard Bach har sagt: “En professionel forfatter er en amatør, der ikke gav op”.

Kærlig hilsen

Logo 4 skriveblog

Mit liv, min bog og mit første råd!

Kære læsere.

Jeg har ikke fået introduceret mig selv.

Mit navn er Line, og jeg kan godt lide at skrive. Eller lide er måske et forkert ord at bruge; for i virkeligheden kan jeg bare ikke lade være med at skrive. Derfor startede jeg denne blog for noget tid siden, da jeg gerne ville dele ud af det, som har været min passion igennem mange år. Og det er både så jeg kan føre jer igennem min egen skriveproces; men også for at vise jer, hvad der inspirerer mig, som måske kan inspirere jer. Det kan være lige fra billeder og musik til forskellige emner, som jeg tager op herinde.

IMG_6991

Lige nu sidder jeg i byen Fort Myers i Florida. Billedet er fra Sanibel, som er en strand tre kvarter fra det lukkede community, jeg bor i. Du undrer dig sikkert over, hvad jeg laver her i Amerika; og det ligger der mange grunde bag. Blandt andet har jeg gigt og to sygdomme i ryggen, som jeg håber vil få det bedre i varmen (her er min. 30 grader hver dag for tiden). En fantastisk, (desværre ikke så kendt) videnskabeligtbaseret kostændring har heldigvis også hjulpet på gigtsmerterne og gør sågar, at den er ved at forsvinde lige så stille uden brug af medicin eller andet.

Det vil jeg dog ikke komme så meget ind på herinde; men hvis du er interesseret i at vide mere, så er du velkommen til at besøge min anden blog (linehylke.com), som jeg skal at have op at køre ved siden af denne. Du kan også finde min Instagram (https://www.instagram.com/linehylke/); derinde kan du få et indblik i selve kosten gennem billeder…

Men på trods af konstante forbedringer, blev den danske kulde alligevel for meget. Derfor er jeg nu her og nyder godt af sol og varme, så jeg kan få færdiggjort min første roman og måske endda starte på fortsættelsen! Jeg vil sige, at min roman er så godt som færdig. Den er blevet gennemredigeret utallige gange både af mig selv og min skrivegruppe; og nu mangler jeg kun at modtage en sidste omgang feedback fra skrivegruppen, hvor de har læst den fra start til slut i én køre. De tilbagemeldinger er jeg spændt på… Og nervøs for. For som så mange andre, kan jeg også være usikker. Man giver jo et andet menneske muligheden for at dykke ned i éns verden; og selvom min bog ikke direkte omhandler mig selv, så skinner min person og mine interesser igennem den.

Jeg kan ikke fortælle så meget om min romans historie på bloggen endnu; men jeg skal nok så snart, det er muligt. Dog kan jeg afsløre, at det er en fantasyroman. Åh åh – tænker mange nok; da fantasy ikke er for alle og enhver. Og jeg kender mennesker, som har fordomme om fantasygenren; selvom de aldrig selv har læst noget derfra, men alligevel med stor glæde kan de se både Ringenes Herre og Harry Potter (hvilket jeg godt kan forstå, da jeg selv er svært begejstret for de to bogserier og film). Personligt vil jeg sige, at fantasybøger er undervurderet i de finere kredse og blandt almene mennesker. For som jeg engang hørte en kendt forfatter sige, så er fantasy faktisk én af de sværeste genre at mestre; hvis man vel og mærke vil være en god fantasyforfatter. Det er fordi, at du skal have mange ting for øje, når du skriver indenfor denne genre. Du ikke kan nøjes med at tænke på den overordnede historie og din egen skrivetekniske kunnen; nej, du skal også skabe din helt egen version af verdenen eller sågar flere verdener (og alt i den/dem). Og i det ligger der uendelige timer og lurer, før du overhovedet går igang med at skrive. Eller også hopper de ind, når du er igang, fordi der er ting, som du bliver nødt til at have styr på, før du kan komme videre, eller før historien hænger sammen og virker troværdig. Alt det skal planlægges ned til mindste detalje (selvom det hele ikke kommer med i selve bogen) – og med dét følger automatisk en masse arbejde. Ja, så meget, at jeg mange gange selv er blevet overrumplet af detaljer, jeg skulle have på plads. Detaljer som, hvad kan de forskellige, hvorfor kan de det, og hvordan kan det lade sig gøre. Det er ikke alle, der bruger den sidste; men min logiske sans har brug for en grund bag, hvorfor mine fiktionsvæsner kan det, som de kan. Hvilket også er derfor, jeg selv er inspireret af min egen virkelighed, som jeg så overdriver. Det gør, at jeg har et basisgrundlag at arbejde ud fra, som gør tingene nemmere. For jeg har det nemlig med at gøre alt mere besværligt for mig selv, end jeg behøver. Det har jeg lært gennem årene, simpelthen er nytteløst og intet andet end en tidsrøver.

Derfor vil jeg nu afslutte med et råd, som jeg husker mig selv på:

Gør ikke tingene mere komplicerede, end de behøver at være! Og dette råd gælder både konstruktionen af historien og det skrivetekniske. Dvs. gør alt så simpelt som muligt – selvfølgelig til en hvis grænse. Du skal sørge for, at din historie ikke drukner i alt for lange (baggrunds)forklaringer og kringlede sætninger. Det gør det besværligt for dine læsere; og det ønsker vi jo ikke. Hold dig i stedet for til det mere enkle. Det vil gøre læsningen til en flydende fornøjelse, og  din læser vil få mulighed for at dykke ind i din historie uden at blive standset hele tiden, fordi meningen går tabt i fyld. Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke må komme baggrundsviden med i din bog m.m., det handler bare om, at du kun putter det ind, som er vigtigt for historien, og det du vil fortælle med den. Oveni kommer det også an på, hvordan du vælger at introducere viden for din læser. Det kan gøres ved, at du bare skriver det, som det er. Men jeg vil sige, at det kun fungerer i sjældne tilfælde. Det er oftest bedre, hvis du prøver at være smart og luske det ind, så det bliver en del af historiens handling. Ellers kan læserne ofte føle, at nu får de en masse fakta/viden i hovedet bare fordi, at forfatteren gerne ville fortælle om alt det, han/hun ved – og det forstyrrer læsningen. Jeg har forsøgt at følge rådet i dette indlæg; om det er lykkedes mig, er jeg lidt usikker på. Men øvelse gør jo mester – eller tæt på. Jeg vil også lige sige, at jeg ikke kun skriver fantasy; det er blot det, som har optaget mig de seneste 5 år.

Jeg fik vist skrevet mere end rigeligt! Så nu vil jeg følge mit eget råd og stoppe. Men jeg håber, at I har fået bare lidt ud af mit indlæg.

Ha’ det godt så længe.

Kærlig hilsen

Logo 4 skriveblog

Den nye skriveskole, opgave 1, erindring med fantasi og fiktion: “Farvel”

Metaldørene åbner; vi træder ud af elevatoren. “Kom Line,” siger morbror. Jeg ser op og tager hans hånd. Lyset skærer mine øjne, så de kniber sammen. Ad – tænker jeg; en skarp lugt rammer mig, som næsten får cornflakesene til at presse sig fra maven og op gennem halsen.

“Det er lige her henne,” siger tante. På gangen farer kittelklædte skikkelser forbi os, mens tynde mennesker holder om en slags stang med hjul i bunden. På toppen af stangen hænger nogle poser; de dingler, når menneskerne bevæger sig. Pludselig ser jeg, at tante standser ved en dør. Hun åbner den langsomt, stikker hovedet ind gennem sprækken. “Vi må godt gå derind,” siger hun til mig.

På den anden side af døren slipper morbror min hånd og skubber mig igennem den tætte menneskemængde. Jeg kender de fleste, ser jeg. De holder om hinanden med tårer løbende ned langs kinderne. I midten af rummet står en seng. Jeg nærmer mig den langsomt. Der ligger mor med lukkede øjne og bevæger sig ikke det mindste. Hendes hud er blegere end den plejer, og på kroppen bærer hun den hvide brudekjole, hun blev gift med far i. Moster går hen og lægger en blomsterkrans om det skallede hovede og spørger mig: ”Vil du holde hende i hånden og sige farvel?” Jeg ryster tvivlende på hovedet og ser på far, der sidder ved mors side. Han holder hendes hånd med et ansigt, der er rødt og sammenpresset.

”Line?” siger søster og kommer hen til mig.  Hvor er bror? – tænker jeg og kigger rundt. Han gemmer sig i hjørnet, kigger med våde øjne ud af vinduet. Jeg ser ned. Søster knæler og krammer mig, så min skulder bliver våd fra hendes tårer.

***

”Line?”

”Ja, mor?”

”Vil du ae Sorteper, så du kan sige farvel?”

Jeg ryster på hovedet. Den sorte, pelsklædte krop ligger livløs foran mig på det kolde bord. Mor lægger armene om mig.

”Det er for det bedste. Han var alt for syg.”

”Hvad fejlede han?” spørger jeg.

”Han havde desværre en sygdom, der hedder kræft.”

***

 ”Det er okay, hvis du ikke har lyst til at holde mor i hånden,” siger søster og tørrer de røde øjne med sit ærme. Rummet føles ubehageligt. Som bliver jeg mast og klemt af de mange mennesker. Så rejser søster sig op, far rækker armen ud og hiver mig ind i sin favn. ”Line, du skal tage med tante tilbage til mormor,” siger han og snøfter, “der er resten af familien.” Jeg nikker tavst. Tante tager kærligt min hånd og trækker mig ud af fars varme arme. Morbror bliver der, ser jeg. Folk viger til siden og laver en usynlig sti mellem dem. Den hvide dør åbner, lyset blænder mig. Tante og jeg går hånd i hånd ned gennem gangen.

Mor er væk. Hun lå foran mig derinde, selvom jeg ikke følte det. Hvor hun er, ved jeg ikke. Måske går hun med os nu; hvor gangen for hende er den der tunnel. Jeg åbner min knyttede hånd en smule. Den sitrer. Jeg følger dig derhen – tænker jeg til mor og mærker hendes hånd tage min. Jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hun er der. Hils morfar og vores kat SorteperHun hører mig; det er bare sådan noget, jeg ved.

”Farvel,” hvisker jeg og slipper mors hånd, lige inden tante og jeg drejer. Mor træder ind i et gult lys og forsvinder. Min mave gør ondt – jeg føler mig alene nu.

Tante trykker på en rød knap, der lyser grøn efter. Vi træder ind i elevatoren; metaldørene lukker.

Logo 4 skriveblog

Inspireret af musikstykket ‘The Mockingjay’ af James Newton Howard: “Krig”

I luften hvirvlede støvpartikler som en skyggende hinde, der kradsede i hals og øjne. Det eneste jeg kunne skimte var mennesketomme gader, som var fyldt med fliser og jordslåede mursten. De sidste skrig var forsvundet og erstattet med en stilhed. Som mine fødder tog fart, forvildede det støvede underlag sig stikkende op under og mellem tæerne. Mærkeligt – tænkte jeg og så ned. Mine sko var gået fra tillukkede til sandallignende, og mit smudsede tøj bar huller på størrelse med knyttede næver. Så opstod en lyd over mig. Den var metallisk og skar i ørerne. Buldrende eksplosioner omringede mig igen. Jeg sprintede op ad et bjerg murbrokker. På vej ned så jeg et par små, nøgne fødder stikke ud mellem de røde sten. Tæerne vrikkede i et par sekunder. Jeg standsede brat op og faldt på knæ, løftede sten efter sten væk. Jorden skælvede under mig, som nye bomber fór ned fra himlen. Under de mange sten kom små fingre til syne. Så arme, et hoved og en overkrop. Det var en lille dreng. Han var ikke mere end fem år gammel.  Er han død? Jeg lagde to fingre under hans kæbe. Pulsen bankede svagt. Jeg strøg henover drengens pjuskede hår. “Vågn op,” hviskede jeg. “Vågn nu op, lille ven!” Ingen reaktion. Jeg lagde øret mod den lille mund; åndedrættet var lavt og hæst.

Logo 4 skriveblog